De danske modstands
Grupper
Churchill-klubben
Churchill-klubben eller Churchill-gruppen var den første af Danmarks organiserede sabotagegrupper under den tyske besættelses af Danmark fra 1940 til 1945.
De fleste af gruppens medlemmer var skoleelever fra Aalborg Katedralskole. Medlemmerne af Churchill-klubben var desuden medlemmer af Konservativ Ungdom i Aalborg. Gruppen blev stiftet på initiativ af brødrene Knud og Jens Pedersen.
Gruppen bestod af otte drenge mellem 14 og 17 år samt tre unge mænd mellem 20 og 26 år. Churchill-klubbens tilholdssted var Helligåndsklosteret i Aalborg.
De unge var frustrerede over, at de voksne ikke gjorde modstand, og de valgte derfor selv at begynde. "De voksne ville jo ikke gøre modstand. Derfor måtte vi gøre det!" har medlem af gruppen Knud Pedersen (Fluxus) udtalt.
I foråret 1942 udførte gruppen 25 mindre aktioner, inden gruppens medlemmer blev anholdt den 18. maj. Aktionerne som gruppen havde udført bestod mest i ildspåsættelse, hærværk og våbentyverier. Gruppen ødelagde flere tyske vejskilte og malede graffiti med antinazistiske slogans.
Efter afsløringen blev de indsat i arresten i Aalborg. Gruppen fortsatte trods indespærring med at aktionere, ved at save tremmegitteret over. Medlemmer af gruppen slap ud og vendte tilbage til arresten 19 gange, før de blev genkendt og afsløret af nogle tyske soldater under en luftalarm.
Mindetavle i Aalborg Klosters gård
Efter afsløringen af de illegale aktiviteter, blev udbryderne stillet for en tysk krigsret, hvor de ældste af udbryderne, Alf Houlberg og Knud Hornbo blev idømt henholdsvis 15 og 10 års fængsel, som skulle afsones i et tysk fængsel/tugthus.
Efter afsoningen af omkring seks måneder i tysk fængsel blev Alf Houlberg og Knud Hornbo ved de danske myndigheders hjælp fragtet hjem til Danmark igen fra Tyskland, de fortsatte afsoningen i Horsens Statsfængsel. De øvrige dømte blev indsat til afsoning i Nyborg Statsfængsel under lempelige forhold, blandt andet fik de mulighed for at færdiggøre deres uddannelse i fængslet.
-
Alf Houlberg
Børge Ollendorf
Eigil Astrup-Frederiksen, siden Eigil Foxberg
Hans Uffe Darket
Helge Milo (Petersen)
Jens Bue Pedersen
Kaj Houlberg
Knud Andersen Hornbo
Knud Pedersen
Mogens Fjellerup
Mogens Mikael Thomsen
Den danske modstandsbevægelse
Den danske modstand
Den danske modstandsbevægelse var dels et civilt baseret modsvar til den tyske besættelse af Danmark under 2. verdenskrig, dels et militært koordineret modsvar, der var inspireret af engelsk militær. Modstandsbevægelsen i Danmark havde indtil 1942, hvor krigslykken skiftede, kun få medlemmer. Modstandsbevægelsen foretog sabotage af industri, jernbaner og likvidering af stikkere.
Duration: 10 minutes and 5 seconds.10:05
'Denmark Fights for Freedom', film om den danske modstandsbevægelse fra 1944
Modstandsbevægelsen blev aldrig stor og overtog ikke kontrollen af nogen områder fra tyskerne. Alligevel var den med til at præge indtrykket af besættelsen. Blandt de største bedrifter var redningsaktionen for de danske jøder til Sverige, en aktion der betragtes som en af de største aktioner gennemført af en modstandsbevægelse i et land besat af Nazi-Tyskland. Resultatet var, at langt størsteparten af den dansk/jødiske befolkning overlevede besættelsen. Modstandsbevægelsen bestod af grupper fra alle dele af landet.
Blandt de tidligste var Thomas Sneum, Churchillgruppen og Hvidstengruppen. De største modstandsgrupper var Holger Danske, Ringen og BOPA. I Sverige samledes Den Danske Brigade, der kom i aktion i maj 1945.
Den tidlige modstand 1940-1942
I de tidlige besættelsesår var modstandsbevægelsen ustruktureret, og aktioner forekom sporadisk. Et af de tidlige eksempler på denne type modstand var Churchill-klubben, som blev dannet i 1940 af en gruppe drenge i Aalborg. Gruppens sabotageaktioner bestod af ildspåsættelse, hærværk og våbentyveri.
Modstanden bliver organiseret
Efter Tysklands invasion af Sovjetunionen i 1941 blev Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) forbudt i Danmark. Partiet begyndte i løbet af 1942 at organisere væbnede modstandsgrupper vendt imod den tyske besættelsesmagt og den danske regerings samarbejdspolitik. Samtidig begyndte partiet at udgive den illegale avis Land og Folk, som blev et af de største illegale blade under besættelsen.
En af de kommunistiske modstandsgrupper, som blev dannet i løbet af 1942, var KOPA (Kommunistiske Partisaner). KOPA's aktiviteter bestod primært af mindre angreb med hjemmelavede bomber, hærværk og ildspåsættelser. I 1943 skiftede gruppen navn til BOPA (Borgerlige Partisaner). BOPA var under besættelsestiden med en lille kreds af aktive modstandsfolk i stand til at gennemføre adskillige store sabotageaktioner og likvideringer. BOPA stod bl.a. bag en af besættelsestidens største enkeltsabotager: sprængningen af radiofabrikken Torotor i Ordrup 2. januar 1945. Sprængstoffet til aktionerne skaffede BOPA sig ved tyverier, f.eks. fra Faxe Kalkbrud i december 1942.
Den anden store modstandsgruppe var Holger Danske, som blev stiftet i foråret 1943. Holger Danske var en ægte "borgerlig" modstandsgruppe i modsætning til BOPA.
De væbnede modstandsgrupper blev organiseret i kompagnier og mindre delinger. BOPA bestod i gennemsnit af 5-6 grupper á 6-7 mand. Udskiftningen var stor: de fleste var del af det praktiske arbejde i ca. 3-4 måneder, hvorefter de måtte flygte til Sverige, hvis de ikke var arresteret eller dræbt. I løbet af krigen var der ca. 300 mand i BOPA's kamp- og sabotagegrupper. Holger Danske eller HD var opdelt i gruppe I, II, III, IV og V. Grupperne kendte ikke hinanden på grund af den løse struktur; og blev en gruppe afsløret, kunne de andre fortsætte. Denne struktur var med til at sikre grupperne mod at blive optrævlet, men det skete alligevel i flere tilfælde.
Ved siden af de egentlige kampgrupper blev der organiseret grupper, som stod for transport af våben/flygtninge og våbenopsamling. En af de bedst kendte af denne type er Hvidstengruppen, som blev oprettet af Marius Fiil i 1943 på opfordring af den jyske modstandsbevægelses leder Flemming Juncker, som samarbejdede med den britiske enhed SOE om opbygningen af den jyske modstandsbevægelse.SOE havde væsentlig indflydelse på opbygningen af den danske modstandsbevægelse og nedkastede allerede tidligt faldskærmssoldater over Danmark.
En anden type var de politiske modstandsgrupper. I 1942 blev bevægelsen Frit Danmark, som bl.a. udgav det illegale blad af samme navn, dannet. Organisationen var et tværpolitisk initiativ, og blandt stifterne var den konservative politiker John Christmas Møller og kommunistpartiets leder Aksel Larsen.
I begyndelsen af besættelsen blev der dannet foreninger, der fokuserede på folkeoplysning. Modstandsgruppen Ringen ønskede at skabe et åndeligt modspil til nazismen. I 1943 var foreningen med til at danne Danmarks Frihedsråd sammen med Dansk Samling, Frit Danmark og DKP, og fra 1944 blev modstandsgruppen Holger Danske tilknyttet foreningen.
Det samme gjaldt det politiske parti Dansk Samling stiftet i 1936, som under besættelsen fordømte samarbejdspolitikken. Fra 1943 gik partiets netværk af lærere, præster og landmænd ind i den aktive modstandskamp primært i Holger Danske.
Ved siden af den civile modstandskamp var der et ønske fra de allierede om, at der skulle etableres en undergrundshær inden 1. marts 1944,[4] som kunne bistå de allierede tropper ved en invasion. Organiseringen af undergrundshæren skete uden større koordinering indtil nytåret 1943/44. Her indgik Den lille Generalstab, som blev oprettet under den tyske internering af hærens officerer under Operation Safari 29. august 1943, i et samarbejde med frihedsrådet i M-udvalget. M-udvalget inddelte Danmark i seks regioner og senere syv med Bornholm, med regional ledelse. Oprindelig tillod Generalstaben ikke, at officererne søgte over i det civile illegale arbejde på egen hånd, men fra foråret 1944 accepteredes det, at officerer indgik i dannelsen af militærgrupper eller M-grupper. Betegnelsen O-grupper betød officersgrupper på Sjælland. Den lille Generalstab var loyal over for det etablerede Danmarks repræsentanter, politikerne og kong Christian 10.
Den danske modstandsbevægelse var dels et civilt baseret modsvar til den tyske besættelse af Danmark under 2. verdenskrig, dels et militært koordineret modsvar, der var inspireret af engelsk militær. Modstandsbevægelsen i Danmark havde indtil 1942, hvor krigslykken skiftede, kun få medlemmer. Modstandsbevægelsen foretog sabotage af industri, jernbaner og likvidering af stikkere.
Modstandsbevægelsen blev aldrig stor og overtog ikke kontrollen af nogen områder fra tyskerne. Alligevel var den med til at præge indtrykket af besættelsen. Blandt de største bedrifter var redningsaktionen for de danske jøder til Sverige, en aktion der betragtes som en af de største aktioner gennemført af en modstandsbevægelse i et land besat af Nazi-Tyskland. Resultatet var, at langt størsteparten af den dansk/jødiske befolkning overlevede besættelsen. Modstandsbevægelsen bestod af grupper fra alle dele af landet.
Blandt de tidligste var Thomas Sneum, Churchillgruppen og Hvidstengruppen. De største modstandsgrupper var Holger Danske, Ringen og BOPA. I Sverige samledes Den Danske Brigade, der kom i aktion i maj 1945.
Den tidlige modstand 1940-1942
I de tidlige besættelsesår var modstandsbevægelsen ustruktureret, og aktioner forekom sporadisk. Et af de tidlige eksempler på denne type modstand var Churchill-klubben, som blev dannet i 1940 af en gruppe drenge i Aalborg. Gruppens sabotageaktioner bestod af ildspåsættelse, hærværk og våbentyveri.
Modstanden bliver organiseret
Efter Tysklands invasion af Sovjetunionen i 1941 blev Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) forbudt i Danmark. Partiet begyndte i løbet af 1942 at organisere væbnede modstandsgrupper vendt imod den tyske besættelsesmagt og den danske regerings samarbejdspolitik. Samtidig begyndte partiet at udgive den illegale avis Land og Folk, som blev et af de største illegale blade under besættelsen.
En af de kommunistiske modstandsgrupper, som blev dannet i løbet af 1942, var KOPA (Kommunistiske Partisaner). KOPA's aktiviteter bestod primært af mindre angreb med hjemmelavede bomber, hærværk og ildspåsættelser. I 1943 skiftede gruppen navn til BOPA (Borgerlige Partisaner). BOPA var under besættelsestiden med en lille kreds af aktive modstandsfolk i stand til at gennemføre adskillige store sabotageaktioner og likvideringer. BOPA stod bl.a. bag en af besættelsestidens største enkeltsabotager: sprængningen af radiofabrikken Torotor i Ordrup 2. januar 1945. Sprængstoffet til aktionerne skaffede BOPA sig ved tyverier, f.eks. fra Faxe Kalkbrud i december 1942.
Den anden store modstandsgruppe var Holger Danske, som blev stiftet i foråret 1943. Holger Danske var en ægte "borgerlig" modstandsgruppe i modsætning til BOPA.
De væbnede modstandsgrupper blev organiseret i kompagnier og mindre delinger. BOPA bestod i gennemsnit af 5-6 grupper á 6-7 mand. Udskiftningen var stor: de fleste var del af det praktiske arbejde i ca. 3-4 måneder, hvorefter de måtte flygte til Sverige, hvis de ikke var arresteret eller dræbt. I løbet af krigen var der ca. 300 mand i BOPA's kamp- og sabotagegrupper. Holger Danske eller HD var opdelt i gruppe I, II, III, IV og V. Grupperne kendte ikke hinanden på grund af den løse struktur; og blev en gruppe afsløret, kunne de andre fortsætte. Denne struktur var med til at sikre grupperne mod at blive optrævlet, men det skete alligevel i flere tilfælde.
Ved siden af de egentlige kampgrupper blev der organiseret grupper, som stod for transport af våben/flygtninge og våbenopsamling. En af de bedst kendte af denne type er Hvidstengruppen, som blev oprettet af Marius Fiil i 1943 på opfordring af den jyske modstandsbevægelses leder Flemming Juncker, som samarbejdede med den britiske enhed SOE om opbygningen af den jyske modstandsbevægelse. SOE havde væsentlig indflydelse på opbygningen af den danske modstandsbevægelse og nedkastede allerede tidligt faldskærmssoldater over Danmark.
En anden type var de politiske modstandsgrupper. I 1942 blev bevægelsen Frit Danmark, som bl.a. udgav det illegale blad af samme navn, dannet. Organisationen var et tværpolitisk initiativ, og blandt stifterne var den konservative politiker John Christmas Møller og kommunistpartiets leder Aksel Larsen.
I begyndelsen af besættelsen blev der dannet foreninger, der fokuserede på folkeoplysning. Modstandsgruppen Ringen ønskede at skabe et åndeligt modspil til nazismen.[3] I 1943 var foreningen med til at danne Danmarks Frihedsråd sammen med Dansk Samling, Frit Danmark og DKP, og fra 1944 blev modstandsgruppen Holger Danske tilknyttet foreningen.[3]
Det samme gjaldt det politiske parti Dansk Samling stiftet i 1936, som under besættelsen fordømte samarbejdspolitikken. Fra 1943 gik partiets netværk af lærere, præster og landmænd ind i den aktive modstandskamp primært i Holger Danske.
Ved siden af den civile modstandskamp var der et ønske fra de allierede om, at der skulle etableres en undergrundshær inden 1. marts 1944,[4] som kunne bistå de allierede tropper ved en invasion. Organiseringen af undergrundshæren skete uden større koordinering indtil nytåret 1943/44. Her indgik Den lille Generalstab, som blev oprettet under den tyske internering af hærens officerer under Operation Safari 29. august 1943, i et samarbejde med frihedsrådet i M-udvalget. M-udvalget inddelte Danmark i seks regioner og senere syv med Bornholm, med regional ledelse. Oprindelig tillod Generalstaben ikke, at officererne søgte over i det civile illegale arbejde på egen hånd, men fra foråret 1944 accepteredes det, at officerer indgik i dannelsen af militærgrupper eller M-grupper. Betegnelsen O-grupper betød officersgrupper på Sjælland. Den lille Generalstab var loyal over for det etablerede Danmarks repræsentanter, politikerne og kong Christian 10.
Hvidstengruppen (1943-1944) var en dansk modstandsgruppe, der under besættelsen var beskæftiget med at modtage våben, ammunition og sprængstof nedkastet fra engelske fly. Gruppen var centreret om Hvidsten Kro og kroejer Marius Fiil, der var gået ind i arbejdet på opfordring af godsejer Flemming Juncker.
Historie
Modtagearbejdet foregik ved, at der kom en kode fra den engelske radiostation BBC: "Husk at lytte" eller "Lyt igen". Det betød, at der ville komme en eller flere engelske Halifax-bombefly over området samme aften, og modtagegruppen skulle være parat. Den første aktion foregik natten mellem den 11. og 12. marts 1943 på Trinderup Hede øst for Mariager, hvor der blev nedkastet 12-14 containere, der blev skjult i et tæt krat.
Næste dag ankom lægen Thorup Petersen på kroen og blev inviteret på flæskeæggekage af kroejer Marius Fiil, og mens de sad der, kom Ole Geisler ind i skænkestuen. Ole Geisler havde til opgave at samle trådene omkring modstandsarbejdet i hele Jylland. Han henvendte sig til Marius Fiils gæst og spurgte, om det da ikke var doktoren? Da Thorup Petersen bekræftede det, sagde Ole Geisler: "Jamen så har jeg en hilsen til Dem fra Elias." Og det var kodeordet om, at der natten før var nedkastet våben og sprængstoffer ved Mariager til modstandsbevægelsen i Jylland.
Marius Fiil blev nu sat ind i tingene og indvilligede – efter at have spurgt sin kone Gudrun til råds – i at deltage i modtagearbejdet. Samme aften kørte Marius i sin hestevogn til Trinderup Hede for at hente våben og sprængstoffer, som han kørte til sin genbo gårdejer Andreas Stenz' gård, hvor de blev omladet til Thorup Petersens bil og kørt til Randers, hvor de blev lagt i et depot til senere brug.
For at finde en egnet modtageplads nærmere Hvidsten Kro, blev kortene over lokalområdet gransket, og gruppen valgte et område på Allestrupgård, hvor der var et mosehul, der var velegnet til at skjule containerne i, når de var tømt. Modtagepladsen blev kaldt Mustard Point, og af englænderne betegnet som en af de bedste modtagepladser i Danmark.
Når kodesignalet lød fra BBC kl. 18.15, vidste gruppen, at den skulle være parat til at modtage forsyninger omkring midnat. Når Halifaxen kunne høres i det fjerne, blev der tændt fire signallamper – tre hvide og én rød, der lyste op i luften. Disse lamper angav vindretningen, så piloterne i flyene kunne tage højde for, hvor de skulle nedkaste containerne med faldskærme, så de ramte det rigtige sted.
Hele gruppen skulle nu arbejde hurtigt med at få tømt containerne og få slettet sporene for Gestapo. Containerne blev smidt ud i mosehuller i området, hvor de forsvandt, og indholdet fragtet videre, først til Hvidsten, og derfra så hurtigt som muligt til fordeling i mindre depoter i Randers. Herfra blev de distribueret til sabotagegrupper i det meste af Jylland. Her blev sprængstoffet brugt til sabotage mod jernbaner, lokomotivremiser, broer og fabrikker, der arbejdede for tyskerne.
Gruppen og flere andre modstandsgrupper, bl.a. Stoholm-gruppen, blev røbet af danskeren Jacob Jensen, der via England var nedkastet faldskærmsmand. Han var instrueret i, at blev han taget til fange, skulle han knuse cyankaliumampullen. Modet svigtede imidlertid. Den 13. december 1943 blev han sammen med 2 andre taget af Gestapo i Århus og tortureret til at fortælle, hvad han vidste. Gestapo skyggede kroen til den 11. marts 1944, hvor den tidligt om morgenen blev omringet, og størstedelen af gruppen blev arresteret af tyske soldater. Nyheden om deres anholdelse blev bragt i De frie Danske en uge senere.
Måneden efter meddelte De frie Danske at de anholdte fra Hvidsten var blevet overført fra Randers til Vestre Fængsel.
Otte af dens medlemmer blev af den tyske krigsret dømt til døden den 26. juni og henrettet ved skydning i Ryvangen 29. juni 1944 af den tyske besættelsesmagt.
Den 15. juli 1944 skrev De frie Danske om henrettelsen af Marius Fiil, hans søn og svigersøn, om den ældre datters livstidsdom, den yngre datters dom på to år, og sammenlignede Fiil med Svend Gønge og Niels Ebbesen, samtidigt med at de udtrykte medfølelse for den efterladte enke. Nyheden om henrettelserne blev årsag til udvidelsen af den københavnske strejkebølge, Folkestrejken (1944), til en egentlig generalstrejke.
Seks måneder efter skrev januarnummeret af modstandsavisen Frit Danmark at otte med navn nævnte medlemmer af Hvidsten gruppen var blevet henrettet den 29. juni året før.
Shellhusbombardementet
Hvidstengruppen
Holger Danske (modstandsgruppe)
Holger Danske var en af de største modstandsgrupper i København under den tyske besættelse. Den talte henved 350 medlemmer mod krigens slutning i 1945. Gruppen stod for likvidering af ca. 200 stikkere og over 100 sabotageaktioner. Modstandsgruppen Holger Danske blev startet på adressen Overgaden neden Vandet 51B på Christianshavn i København. Over indgangen findes en mindetavle.[1]
Historie
Gruppen tog navn efter sagnhelten Holger Danske. Den blev stiftet i foråret 1943. Holger Danske var en "borgerlig" modstandsgruppe i modsætning til den anden store modstandsgruppe BOPA ("Borgerlige Partisaner" - oprindeligt KOPA "kommunistiske partisaner"), som blev dannet af kommunister og spaniensfrivillige. Holger Danske eller HD opstod i flere grupper I, II, III, IV og V. Den løse struktur sikrede, at medlemmerne ikke kendte hinanden; så hvis én gruppe blev afsløret, kunne de andre fortsætte.
Gruppen blev optrævlet af tyskerne ved to lejligheder, men det lykkedes dem ikke at identificere alle medlemmer. Gruppen led store tab, for 64 blev henrettet eller dræbt i aktion. Assistent Preben Hagelin, assistent Eduard Frederik Sommer (kaldet Lasse), møbelhandler Kai Holger Schiøth, stud.med.vetr. Per Sonne og kunstmaler Erik Nyemann var blandt de 11 modstandsfolk, der blev myrdet den 9. august 1944 i massakren ved Osted.
Stud.theol. Christian Ulrik Hansen, der var med i Holger Danskes gruppe IV, blev henrettet 23. juni 1944. Han mindes i et hæfte skrevet af sin gruppekammerat Bob Ramsing.
Blandt de største aktioner var sprængningen af Forum-hallen på Frederiksberg 24. august 1943 og angrebet på Burmeister & Wain i 1944.
To medlemmer af Holger Danske var de kendte modstandsfolk Jørgen Haagen Schmith (alias "Citronen"), der blev medlem af gruppen i foråret 1943, og Bent Faurschou Hviid (alias "Flammen"), der var medlem fra efteråret 1943. De deltog begge i sabotager i forskellige Holger Danske-undergrupper og gennemførte sammen en række likvideringer i 1944. "Citronen" og "Flammen" døde med en uges mellemrum i oktober 1944. "Citronen" blev skudt af tyskerne under voldsom ildkamp på Jægersborg Allé, mens "Flammen" tog sit eget liv under en razzia i et hus ved Gentofte. Digteren Morten Nielsen var knyttet til gruppen og blev dræbt af et skud i august 1944 ved levering af en Luger-pistol til "Citronen".
Jørn Andersen, født d. 9. august 1909 i Nervi i Italien, var student fra Birkerød Kostskole. Han blev udannet som Exam. polyt og radiotekniker på Teknologisk Institut. Han var tilknyttet modstandsgruppen Holger Danskes 1. Kompagni, 2, afdeling, 3. gruppe. Gruppen gennemførte både fabrikssabotager og likvideringer. Han blev arresteret d. 26. februar 1945 sammen sine gruppekammerater. De blev alle bortset fra én henrettet i Ryvangen d. 17. marts 1945.
Massakren ved Osted
Massakren ved Osted skete på rute 14 ved landsbyen Rorup ved Osted mellem Roskilde og Ringsted natten til 9. august 1944, hvor 11 modstandsfolk var med på en transport vestpå, til Frøslevlejren. Bilerne standsede nord for Rorup, og fangerne, der var iført håndjern, blev taget udenfor for at træde af "på naturens vegne", hvorpå de alle blev myrdet – angiveligt ”skudt under flugtforsøg”.
De myrdede var:
Gunnar Mogens Dahl, født 7. maj 1917, BOPA
Knud Erik Henning Gyldholm, født 9. juli 1914, BOPA
Preben Hagelin, født 27. november 1922, Holger Danske
Aksel Jensen, født 13. februar 1919, BOPA
Jens Jacob Wolf Martens, født 2. december 1920, BOPA
Victor Bering Mehl, født 6. februar 1911, BOPA
Erik Nyemann, født 6. april 1922, Holger Danske
Kai Holger Schiøth, født 12. marts 1919, Holger Danske
Eduard Frederik Sommer, født 12. december 1922, Holger Danske
Per Sonne, født 10. april 1921, Holger Danske
Carl Helmuth Preben Berg Sørensen, født 15. december 1917, BOPA
Lederen af nedskydningen var den tyske Kriminalrat Erich Bunke. Ved forhørene efter krigen kom det frem, at Bunke ikke alene styrede begivenheden. Han deltog selv i nedskydningen. Derimod var ideen kommet fra Ib Birkedal Hansen, der arbejdede for Gestapo i Danmark. I raseri over modstandsbevægelsens likvidering af en dansk politibetjent, Robert Sustmann Ment, som var gået i tjeneste hos det tyske sikkerhedspoliti, havde Birkedal foreslået Bunke at gøre gengæld ved at likvidere nogle modstandsfolk. Mandag aften 7. august 1944 var Ment blevet dræbt med nakkeskud af Søren Levinsen fra BOPA på sporvognslinje 16 på Nørrebrogade ud for Ravnsborggade.
I Gestapos hovedkvarter i København, Shellhuset, blev planen udviklet og opgaverne fordelt. Modstandsfolkene blev udvalgt fra Gestapos lister med fem fra gruppen Holger Danske og seks fra BOPA. De skulle hentes i Vestre Fængsel med besked om, at de skulle overføres til Frøslevlejren ved den dansk-tyske grænse. 20-30 kilometer uden for København skulle transporten gøre holdt og modstandsfolkene have lov til at træde af på naturens vegne. Planen var, at Ib Birkedal Hansen på dansk skulle opfordre frihedskæmperne til at flygte. Så snart de begyndte at løbe, skulle de mejes ned med maskinpistoler.
Drejebogen blev ikke fulgt slavisk. For eksempel var køreturen på 40 km. Den presenningsdækkede lastbil - "prærievogn", som den type blev kaldt - nåede næsten til Rorup, før Erich Bunke kommanderede holdt.
Dagen efter forbrydelsen fandt det danske politi en masse maskingeværpatroner - samt et armbåndsur - på marken ved siden af vejen. Modstandsfolkene var blevet skudt, så snart de fra lastbilen satte fødderne på jorden.
Efter nedskydningen blev ligene læsset på lastvognen, som returnerede til København. De dræbte modstandsfolk blev lagt i en dynge i Shellhusets kælder. Nogle dage senere blev begravet ved Svanemøllens Kaserne, hvor Mindelunden blev etableret efter befrielsen.
Da nedskydningen blev kendt, reagerede befolkningen med protester og strejker.
Forhørene efter krigen afdækkede, hvem der udførte nedskydningen. Ud over Kriminalrat Erich Bunke og Ib Birkedal Hansen deltog fra dansk side Arvid Waltenstrøm, der først blev dødsdømt og senere benådet;[2] og Walther Rasmussen, der i 1941 meldte sig som frivillig til østfronten, men blev såret flere gange og endte i Gestapos tjeneste i København. Han blev i 2003 lokaliseret i Hamburg. ("At jeg har været med til dét med Bunke...det skammer jeg mig over.") Desuden medvirkede de tyske Gestapo-folk Falkenberg, Käsemodel, Buck, Thomer og Lauterburn.
Da ligene efter krigen blev obduceret, viste det sig, at syv af de 11 var dræbt med nakkeskud. De fire andre havde voldsomme skudlæsioner i brystkassen. Alle var dræbt af skud på klos hold. De 11 modstandsfolk var således ikke skudt under flugtforsøg, som Gestapo påstod.
Hvor nedskydningen fandt sted, blev der i 1947 sat en mindesten. Den står i landevejens højre side ved 39,8 km mærket, når man kommer fra Roskilde.55.58294°N 11.99616°Ø.
Inden julen 1944 blev Robert Sustmann Ments enke også likvideret. Som telefonistinde på telefonhuset i Nørregade blev hun af modstandsbevægelsen mistænkt for at aflytte samtaler for tyskerne. Hun boede Jagtvej 87, og om morgenen 16. december 1944 ankom to modstandsmænd og holdt øje med huset fra skolen overfor. Da hun kom ud for at gå tur med sine to hunde, blev hun passet op ved en legeplads på hjørnet af Stefansgade og Husumgade og dræbt med nakkeskud.
