Felttoget i Nordafrika fandt sted i Nordafrika under 2. verdenskrig fra 10. juni 1940 til 16. maj 1943. Felttoget omfattede flere slag udkæmpet i den libyske og den egyptiske ørken – Ørkenkrigen – i Marokko og Algeriet (Operation Torch) og i Tunesien – Felttoget i Tunesien.
Kampene blev udkæmpet mellem de Allierede og Aksemagterne i 2. verdenskrig. I begyndelsen kæmpede italienske styrker mod kampenheder fra det britiske imperium og eksilstyrker fra en række europæiske lande. Allerede i 1941 blev også tyske styrker involveret, og efter at USA gik aktivt ind i 2. verdenskrig i slutningen af 1941, begyndte det også at yde direkte militær støtte i Nordafrika fra den 11. maj 1942.
Kampene i Nordafrika indledtes med Kongeriget Italiens krigserklæring mod de allierede den 10. juni 1940. Den 14. juni krydsede den britiske hærs 11. husarregiment med støtte fra dele af 1. Royal Tank Regiment grænsen til Libyen og erobrede det italienske Fort Capuzzo. Dette blev efterfulgt af en italiensk offensiv ind i Egypten, og derefter i december 1940 af en Commonwealth-modoffensiv, Operation Compass. Under denne operation blev den 10. italienske Armé nedkæmpet. Det tyske Afrikakorps under general (senere feltmarskal) Erwin Rommel blev sendt til Nordafrika for at stive de italienske styrker af og forhindre et fuldstændigt nederlag til aksemagterne.
Der fulgte en række slag om kontrollen med Libyen og dele af Egypten. Højdepunktet var det Andet slag om el-Alamein, hvor styrker fra det britiske Commonwealth under kommando af generalløjtnant Bernard Montgomery fik en afgørende sejr over aksestyrkerne og tvang dem tilbage mod Tunesien. I slutningen af 1942 foretog de allierede, under kommando af general Dwight D. Eisenhower, landgang i Marokko og Algeriet i Operation Torch. Herefter fulgte kampe mod tropper fra Vichy Frankrig og derefter en fremrykning mod Tunesien, hvor aksestyrkerne efter hårde kampe mod vest og syd blev omringet i det nordlige Tunesien og tvunget til at overgive sig i maj 1943.
Ved at tvinge aksemagterne til at kæmpe på en Anden front i Nordafrika gav de vestallierede nogen aflastning til Sovjetunionen, som kæmpede mod aksemagterne på Østfronten. De allierede blev i høj grad hjulpet af, at det britiske efterretningsvæsen havde knækket de tyske koder og således var i stand til at tyde den tyske radiokommunikation (Ultra).
Kampagnen i Den vestlige Ørken
Kampagnen i Nordafrika var strategisk vigtig for både de allierede og for aksemagterne. De allierede brugte kampagnen som et skridt på vejen mod en anden front mod aksemagterne i "Festung Europa", og den bidrog til at mindske presset på Østfronten. Aksemagterne havde planer om at dominere Middelhavet ved at få kontrol over Gibraltar og Suez-kanalen og planlagde at følge op på en vellykket kampagne i Nordafrika med et angreb nordpå til de rige oliefelter i Mellemøsten.[5] Dette ville have afskåret de allieredes nærliggende olieforsyninger og have forøget aksemagternes olieforsyninger dramatisk.[5]
Den 13. september 1940 igangsatte den italienske 10. Armé i Libyen en offensiv med 200.000 tropper ind i det britiske protektorat Egypten. Her opstillede italienerne defensive forter ved Sidi Barrani; men den italienske general Graziani, som stort set var uden efterretninger om de allierede styrkers tilstand der, valgte ikke at fortsætte længere i retning af Cairo.
Felttoget i Nordafrika
De allierede styrker var kraftigt i undertal, 36.000 mand mod 200.000. Alligevel igangsatte de en modoffensiv i slutningen af 1940 i Operation Compass. Det var en større succes end ventet, og resulterede i nedkæmpelsen af det meste af den italienske 10. Armé og fremrykning af de allierede styrker til El Agheila. Det chokerende nederlag førte til, at friske italienske tropper under ledelse af Uldo Capzoni blev sendt til Libyen sammen med det tyske Afrikakorps under general Erwin Rommel. Samtidig trak de allierede styrker, som netop havde besejret italienerne, sig tilbage fra den vestlige ørken. En australsk infanteridivision rykkede til Grækenland for at forstærke de græske armeer, som kæmpede mod aksemagternes invasion af Grækenland, mens den 7. panserdivision, som var sendt til Nildeltaet for at blive genudrustet, blev erstattet af to uerfarne og svækkede divisioner.
Selv om Rommel kun havde fået ordre til at holde stand, blev en pansret rekognoscering snart til en fuld offensiv fra El Agheila i marts 1941, som med undtagelse af Tobruk fik presset de allierede tilbage til Egypten, således at begge sider stort set var tilbage, hvor de var startet.
De allierede styrker iværksatte et lille og mislykket angreb, Operation Brevity, i et forsøg på at presse aksestyrkerne tilbage over grænsen. Herefter fulgte en større, og ligeledes mislykket, offensiv, Operation Battleaxe med det mål at undsætte Tobruk.
Under det efterfølgende dødvande reorganiseredes de allierede styrker. Archibald Wavell blev efterfulgt som øverstkommanderende i Mellemøsten af Claude Auchinleck. Samtidig blev hæren i den vestlige ørken Western Desert Force forstærket med et yderligere korps i form af den britiske 8. Armé. Denne armé bestod på daværende tidspunkt af styrker fra Storbritannien, Australien, Indien, New Zealand og Sydafrika foruden en brigade af Frie franske styrker under ledelse af Marie-Pierre Koenig. Den nye styrke iværksatte i november 1941 en offensiv, Operation Crusader, og havde i januar 1942 generobret alt det territorium, som kort tid inden var blevet taget af tyskerne og italienerne. Frontlinjen lå nu igen ved El Agheila.
Efter at have modtaget forsyninger og forstærkninger fra Tripoli angreb aksestyrkerne igen og besejrede de allierede ved Gazala i juni. Herefter erobrede de Tobruk og pressede den 8. Armé tilbage over den egyptiske grænse, inden de blev stoppet 150 kilometer fra Alexandria i det Første slag om el-Alamein.
General Claude Auchinleck, som personligt havde overtaget kommandoen over 8. Armé efter nederlaget ved Gazela, blev fyret og erstattet af general Harold Alexander. Generalløjtnant William Gott fik kommandoen over 8. Armé, men blev dræbt, mens han var undervejs for at overtage kommandoen. Han blev erstattet af generalløjtnant Bernard Montgomery.
Aksestyrkerne gjorde et nyt forsøg på at bryde igennem til Cairo i slutningen af juni i Slaget ved Alam el Halfa, men blev presset tilbage. Efter en periode med opbygning og træning iværksatte 8. Armé i slutningen af oktober og begyndelsen af november 1942 en storoffensiv, som afgørende besejrede de tysk-italienske styrker i det Andet slag om el-Alamein. Briternes 8. Armé pressede aksestyrkerne mod vest og erobrede Tripoli i midten af januar 1943. I februar stod 8. Armé over for en tysk-italiensk panserarmé ved Mareth-linjen i Tunesien og kom under kommando af general Harold Alexander's 18. Armégruppe i den afsluttende fase af krigen i Nordafrika – Felttoget i Tunesien.
Operation Torch blev indledt den 8. november 1942 og var afsluttet den 11. november. I et forsøg på at presse aksestyrkerne fra to sider blev allierede styrker fra USA og det britiske Commonwealth landsat i det vichy-franske Fransk Nordafrika. Man antog, at de kun ville møde beskeden modstand. De vichy-franske styrker gjorde dog kraftig modstand mod de allierede ved Oran og i Marokko, men ikke i Algier. Årsagen var et kup begået den 8. november af den franske modstandsbevægelse. Ved kuppet lykkedes det, forud for den allierede landgang, at neutralisere det franske 19. Korps og tage de vichy-franske kommandører til fange. Som følge heraf mødte landgangen stort set ingen modstand i Algier, og byen blev erobret den første dag. Efter tre dages forhandlinger og trusler tvang generalerne Mark Clark og Eisenhower den vichy-franske admiral François Darlan (og General Alphonse Juin) til at beordre de franske styrker til at indstille den væbnede modstand i Oran og Marokko. Det skete den 10 og 11. november på betingelse af, at Darlan blev leder af den Frie franske administration.
Efter de allieredes landgang i Nordafrika besluttede tyskerne at besætte Vichy-Frankrig (Fall Anton). Hertil kom, at dele af den franske flåde i Toulon blev overtaget af italienerne. Dog havde skibenes besætninger forinden haft held til at sænke hovedparten af flåden for at forhindre skibene i at falde i hænderne på aksemagterne. I Nordafrika sluttede den vichy-franske hær sig til de allierede (se Frie franske styrker).
Efter landsætningerne i Operation Torch i begyndelsen af november 1942 indledte tyskerne og italienerne en opbygning af tropper i Tunesien for at udfylde tomrummet efter de vichy-franske tropper, der var blevet trukket tilbage. I denne svaghedsperiode besluttede de allierede sig for ikke at rykke hurtigt ind i Tunesien, mens de kæmpede med de vichy-franske autoriteter. Mange af de allierede soldater måtte bruges som besættelsesstyrker på grund af den usikkerhed, der var omkring de vichy-franske styrker og deres planerFra midten af november kunne de allierede rykke ind i Tunesien, men kun med en enkelt division. I begyndelsen af december var en styrke bestående af den britiske 78. infanteridivision og elementer af den amerikanske 1. panserdivision trængt frem til omkring 30 kilometer fra Tunis by. På det tidspunkt havde aksemagterne overført en tysk og fem italienske divisioner fra Europa for at forstærke forsvarerne. De allierede blev knust.
Den efterfølgende vinter fulgte en periode med dødvande, mens begge sider fortsatte med at opbygge deres styrker. I begyndelsen af det nye år blev den allierede styrke til Første amerikanske Armé, med to britiske, seks amerikanske og et fransk korps, foruden soldater fra andre allierede nationer.
I anden halvdel af februar havde Rommel og von Arnim nogen succes i det østlige Tunesien mod styrker fortrinsvis bestående af det relativt uerfarne franske og amerikanske korps, mest bemærkelsesværdigt ved at slå 2. amerikanske korps, under kommando af Lloyd Fredendall på flugt i slaget ved Kasserine passet.
I begyndelsen af marts var den britiske 8. Armé, som rykkede frem langs den nordafrikanske kyst, nået frem til den tunesiske kyst. Rommel og von Arnim befandt sig nu under pres fra to sider. Den britiske 8. Armé knuste i slutningen af marts aksemagternes forsvarsstilling i Mareth-Linjen. Samtidig igangsatte 1. Armé i midten af april deres hovedoffensiv i det centrale Tunesien for at presse aksestyrkerne og få deres modstand i Afrika til at bryde sammen. Aksestyrkerne overgav sig den 13. maj 1943, og over 275.000 blev taget til fange. Selv om det lykkedes et stort antal aksetropper at undslippe fra Tunesien, var der med de mange tilfangetagne tale om et stort tab af erfarne tropper, som reducerede aksemagternes militære formåen betydeligt. Nederlaget førte til, at alle italienske kolonier i Afrika blev erobret.
Afslutning
Efter de allieredes sejr i Nordafrika var scenen sat for Felttoget i Italien. Den allierede invasion af Sicilien fulgte to måneder senere.
Slaget ved Kasserinepasset var et slag som fandt sted i februar 1943 under Felttoget i Tunesien i 2. verdenskrig. Det bestod af en en række kampe omkring Kasserinepasset, en 3 km bred passage i Store Dorsal kæden i Atlasbjergene i den vestlige del af det centrale Tunesien. Det involverede aksestyrker under kommando af feltmarskal Erwin Rommel var primært fra Afrika Korpset, elementer af den italienske Centauro pansrede division og to panserdivisioner fra 5. panserarmé. De allierede styrker var fra det amerikanske 2. korps under generalmajor Lloyd Fredendall og den britiske 6. pansrede division under generalmajor Charles Keightley, som var en del af den 1. britiske armé under generalløjtnant Kenneth Anderson.
Slaget var det første store sammenstød mellem amerikanske og tyske styrker under 2. verdenskrig og de uprøvede og dårligt ledede amerikanske tropper led store tab og blev trængt over 80 km tilbage fra deres udgangspunkt vest for Faid passet i løbet af slagets første dage. Trods de indledende nederlag lykkedes det at få samling elementer af 2. korps og med forstærkninger af britiske reserver lykkedes det dem at holde de vestlige udgange af passene og stoppe aksestyrkernes offensive planer. Efterfølgende gennemførte den amerikanske hær en række grundlæggende ændringer i enhedernes organisation og ledere blev udskiftet. Da de samme styrker mødtes - i nogle tilfælde blot uger senere - var de amerikanske styrker væsentlig mere effektive.
Slaget
Tidligt om morgenen den 19. februar beordrede Rommel Afrika Korpsets angrebsgruppe i Feriana til at angribe Kasserinepasset. 21. panserdivision ved Sbeitla fik ordre til at angribe mod nord gennem passet øst for Kasserine, som førte til Sbiba og Ksour. Kampfgruppe von Broich, den angrebsgruppe, som var afgivet af von Arnim fra 10. panserdivision fik ordre til at samlede sig ved Sbeitla og være klar til at udnytte en sejr i hvilken som helst af passene.
Sbiba
I Sbiba området stod størstedelen 6. britiske pansrede division (bortset fra 26. pansrede brigade som bortset fra kampvognene i 16/5. Lancers var blevet sendt til Thala) overfor det pansrede tyske fremstød sammen med 18. regiments kampgruppe fra 1. amerikanske infanteridivision og tre bataljoner infanteri fra 34. amerikanske infanteridivision. Der var også 3 amerikanske bataljoner feltartilleri, dele af to britiske panserværnsregimenter og nogle franske enheder.[21] 21. panserdivision kom ikke langt overfor den samlede ildkraft fra de forsvarende styrker, som også havde udlagt minefelter. 21. panserdivision blev stoppet og derpå drevet tilbage frem til den 20. februar.
Kasserine
Selve passet blev forsvaret af en amerikansk styrke bestående af 1. bataljon af 26. infanteriregiment, 19. kampingeniørregiment, 6. feltartilleri bataljon og en panserværnsbataljon samt et fransk artilleribatteri. På bakkerne vest herfor lå den franske general Welverts Task Force Welvert, som bestod af en amerikansk ranger bataljon og en infanteribataljon, tre franske infanteribataljoner, to amerikanske artilleri bataljoner, 4 franske artilleribatterier og ingeniør og antiluftskytsenheder. Længst mod vest på Task Force Bowen (3. bataljon af 26. amerikanske regiment kampgruppe), som blokerede stien fra Feriana mod Tebessa. Mellem Task Force Bown og Tebessa mod nord lå den 1. amerikanske pansrede division, som var under omgruppering og kun Combat Command B var klar til kamp.[14] Stillingerne i passet var sat under kommando af oberst Alexander Stark, chef for 26. regiments kampgruppe, om natten den 18. februar og styrken fik navnet Stark Force.
Et indledende forsøg på at overraske forsvarerne i Kasserinepasset ved hurtigt at rykke 33. rekognosceringsenhed ind i passet slog fejl og en bataljon pansergrenaderer blev beordret ind i bundet af passet og en anden mod Djebel Semmama, bakken på dens østlige flanke. Man kom kun langsomt frem mod defensiv artilleribeskydning og kampvognene fra 1/8. panserregiment blev indsat ved middagstid, men man kom ikke meget længere mod et hårdnakket forsvar. Frustreret af manglen på fremdrift besluttede Rommet at indsætte sine enheder fra 10. panserdivision i Kasserinepasset sammen med Afrika Korpsets angrebsgruppe, som blev forstærket med elementer af den italienske 131. pansrede division Centauro.[2 I mellemtiden ankom der allierede forstærkninger i form af den 6. britiske pansrede divisions 26. pansrede brigade begyndte at ankomme til Thala. Brigadens chef, brigadegeneral Dunphie, som foretog en fremskudt rekognoscering, besluttede at gribe ind, men 1. britiske armé indskrænkede ham til at sende en lille blandet styrke bestående af et kompagni infanteri, en eskadron med 11 kampvogne, et artilleribatteri samt en panserværnstrop ("Gore Force"). En yderligere organisatorisk ændring blev gennemført da brigadegeneral Cameron Nicholson fra den 6. britiske pansrede division fik kommandoen over alle enheder nordvest for passet under navnet "Nickforce".
I løbet af natten blev de amerikanske stillinger på de to skråninger ned mod passet løbet over ende og kl. 8.30 genoptog de tyske pansergrenaderer og den italienske Bersagliere division angrebet. Kl. 10 vurderede Dunphie, at Stark Force var på nippet til at give efter under presset og beordrede Gore Force til at rykke frem til Thalia siden af passet. Kl. 13 indsatte Rommel to bataljoner fra 10. panserdivision og det samlede pres brød gennem forsvarsstillingerne. De overlevende amerikanere foretog en uorganiseret tilbagetrækning fra passet til Djebel el Hamra hvor 1. pansrede divisions Combat Command B var ved at ankomme. Rommel havde særligt rosende ord om Centauro divisionens 7. Bersaglieri regiment, som angreb ihærdigt og hvis ledende officer, oberst Luigi Bonfatti, blev dræbt under angrebet. Ved udgangen af passet mod Thala rykkede Gore Force langsomt og trinvis tilbage og mistede i den forbindelse alle sine kampvogne inden det sluttede sig til 26. pansrede brigade omkring 16 km længere tilbage. Ved slutningen af den 20. februar stod aksestyrkerne parat til at stød frem mod våde Tebessa og Thala og begge sider standsede nu op for at lægge planer for den kommende dag.
Djebel el Hamra
Afrika Korpsets angrebsgruppe begyndte at rykke langs Hatab floddalen mod Haidra og Tebessa tidligt på eftermiddagen den 21. februar og rykkede frem indtil de mødte modstand i form af 1. amerikanske infanteridivisions 16. infanteriregiment og Combat Command B fra den amerikanske 1. pansrede division ved Djebel el Hamra. Den tysk-italienske styrke blev stoppet og trods kraftigt pres, herunder luftangreb, lykkedes det ikke at trænge amerikanerne ud af deres stillinger. . Efter at have bragt aksestyrkernes fremstod til standsning vendte generalerne Robinett og Allen deres opmærksomhed mod at planlæggede et modangreb, som skulle finde sted den følgende dag, 22. februar. Begge siders planer blev forstyrret af det igangværende slag og aksestyrkerne indledte et nyt angreb på den amerikanske stilling om morgenen den 22. Selv om de amerikanske forsvarere kom under hårdt pres, holdt linjen og midt på eftermiddagen indledte amerikanske kampvogne og infanteri et modangreb, som sendte den tysk-italienske styrke på tilbagetog. Der blev taget mere end 400 tyske og italienske tropper til fange da modangrebet trængte ind i Afrika Korpsets stilling.
Thala
Rommel havde været ved hovedstyrken af 10. panserdivision undervejs mod Thala hvor den britiske 26. pansrede brigade og resterne af det 26. amerikanske infanteriregiment var gået i stilling langs en række højderykker som førte til Thala. I løbet af den 21. februar fortsatte 10. panserdivision med at presse nordpå til byen Thala. Hvis byen faldt og den tyske division besluttede at fortsætte mod den sydligste af de to veje fra Thala til Tebessa ville den 9. amerikanske infanteridivision mod nord blive afskåret fra forsyninger og Combat Command B fra 1. pansrede division ville blive fanget mellem 10. panserdivision og dens støtteenheder på vej nordpå langs den anden vej til Tebessa. Den kombinerede styrke udkæmpede en henholdende kamp foran Thala og trak sig tilbage højderyg efter højderyg mod nord, indtil den anslagne britisk-amerikanske styrke stoppede de tyske angreb lige syd for selve byen.
Hele den 9. amerikanske infanteridivisions divisionsartilleri - 48 kanoner i alt - foruden et antal 37 mm panserværns kanoner, var var taget fra deres stillinger 1.300 km borte i det vestlige Marokko den 17. februar, gik i stilling i løbet af natten, og da slaget fortsatte den følgende dag var forsvaret meget stærkere. Frontlinjen blev fortrinsvis holdt af britisk infanteri med usædvanlig stærk opbakning fra amerikansk og britisk artilleri, som var samlet til en fælles enhed under det amerikanske artilleris chef, brigadegeneral Stafford LeRoy Irwin. Da chefen for 1. armé, generalløjtnant Kenneth Anderson beordrede 9. og dets tilhørende artilleristøtte til Le Kef for at imødegå et forventet tysk angreb, omgjorde den amerikanske generalmajor Ernest N. Harmon (som var udsendt af Eisenhower for at observere og rapportere om slagets udvikling og den allierede ledelse af det) ordren delvis ved at beordre 9. infanteridivisions artilleri til at blive hvor det var. Om morgenen den 22. forhindrede et intensivt artilleribombardement fra de sammentrukne allierede kanoner den planlagte fortsættelse af den 10. panserdivisions angreb idet kampvogne og køretøjer samt kommunikationsforbindelser blev ødelagt. Von Broich, den tyske kampgruppes chef, besluttede med Rommels accept at gøre holdt og omgruppere, og overlod således initiativet til de allierede, mens allierede forstærkninger fortsatte med at ankomme. Under konstant beskydning måtte 10. panserdivision vente med at trække sig tilbage fra området indtil mørket faldt på.
Tilbagetrækning
Med for lange forsyningslinjer og svindende forsyninger, fikseret af allieret artilleri i passet foran Thala og udsat for amerikanske modangreb langs Hatab floden erkendte Rommel, at hans angreb var blevet stoppet. Ved Sbiba, langs Hatab floden og nu ved Thala var de tyske og italienske styrkers forsøg på at opnå et afgørende gennembrud slået fejl. Da der ikke var gode udsigter til yderligere sejre, vurderede Rommel at det ville være klogere at afbryde slaget, koncentrere styrkerne i det sydlige Tunesien og rette et stød mod 8. armé mens den stadig var i gang med at samle sine styrker. Han kunne i det mindste glæde sig over at have tilføjet sine fjender store tab og at de allierede troppekoncentrationer i Gafsa - Sbeitla området var blevet knust. På et møde i Rommels hovedkvarter i Kasserine den 23. februar forsøgte Albert Kesselring og hans stabschef Siegfried Westphal at få Rommel til at skifte mening, idet de argumenterede for at der stadig var succesmuligheder; men Rommel stod fast. Til sidst gav Kesselring efter og der blev udstedt formelle ordrer fra Comando Supremo i Rom samme aften, som afblæste offensiven og gav alle aksemagternes enheder ordrer til at vende tilbage til deres udgangsstillinger. Den 23. februar fik et massivt amerikansk luftangreb på passet fremskyndet den tyske tilbagetrækning og sent den 24. februar var passet generobret og Feriana var på allierede hænder. Snart efter fulgte Sidi Bou Zid og Sbeitla.
Tysk analyse
Efter slaget studerede begge sider udfaldet. Rommel havde håbet på at drage nytte af de nye allierede hærchefers manglende erfaring, men blev ikke støttet af von Armin, som ikke forstod hensigten med Rommels offensiv. Von Arnim, som ønskede at spare på styrkerne, så de kunne indsættes på hans egen front, valgte at ignorere Kesselrings ordrer og beholdt 10. panserdivisions tunge panserenhed i stedet for at overlade den til Rommel. I forhold til sine modstandere syntes Rommel at de fleste amerikanske enheder, og ikke mindst deres chefer, reagerede på en måde, som afspejlede deres manglende kamperfaring, nemlig at da de blev sat under pres koncentrerede de sig om hvad der foregik lige foran den og glemte at se begivenhederne i et bredere perspektiv. Han kunne imidlertid ikke udnyttede dette, da han ikke fik de fornødne støtter til rådighed og den manøvrefrihed som hans plan krævede, så muligheden gik tabt. Han roste nogle få amerikanske enheder, såsom 13. pansrede regiment i Orlando Ward's 1. pansrede division. Han betegnede denne enheds forsvar af Sbeitla som "klogt og vel udkæmpet".Rommel blev senere imponeret af hvor hurtigt de amerikanske ledere kom til at forstå og implementere mobil krigsførelse. Hvad angik materiel havde Rommel ros til overs for amerikansk udstyr: "Britisk erfaring er blev udnyttet godt i amerikansk udstyr". Af særlig interesse for tyskerne var den robust udformede M3 halvbæltekøretøj. I nogen tid efter slaget anvendte tyske enheder erobrede amerikanske køretøjer i stort antal.
Allieret analyse
Træning og taktiske fejltagelser
De allierede studerede kampene lige så omhyggeligt. Placeret af hærførere, som ikke selv havde rekognosceret området, var de amerikanske styrker ofte placeret for langt fra hinanden til at kunne give gensidig støtte. Det blev også bemærket, at amerikanske soldater blev uforsigtige med hensyn til at grave sig ned så de afslørede deres stillinger, klumpede sig sammen i grupper når de kunne ses af fjendtlige artilleriobservatører og placerede enheder på højdepunkter i terrænet, hvor deres silhuetter gjorde dem til perfekte mål. For mange soldater, som kæmpede med den stenede jord i Tunesien, gravede stadig lave skyttegrave i stedet for dybe skyttehuller. 1. pansrede division havde tilsyneladende ikke lært af de erfaringer, som de britiske styrker havde draget ved at være udsat på tysk panserværns- og afskærmningstaktik, mens andre i den amerikanske hær godt var klar over vildledningen. De allierede havde også tilladt tyskerne af beholde luftherredømmet over slagmarken, hvilket i vidt omfang forhindrede effektiv allieret luftrekognoscering og tillod uhæmmede tyske bombeangreb og beskydninger, som forstyrrede allierede forsøg på at organisere og indsætte tropper. Angreb fra Luftwaffe som nærstøtte til tyske offensiver på landjorden neutraliserede ofte amerikanske forsøg på at organisere effektiv defensiv artilleristøtte.
Allierede hærchefers fejltagelser
General Dwight D. Eisenhower begyndte at omstrukturere den allierede hærledelse og etablerede et nyt hovedkvarter (18. armégruppe, under general Sir Harold Alexander), for at stramme den operationelle styring af de tre involverede allierede landes korps og arméer og styrke ders koordination (da der havde været betydelige gnidninger under den forløbne måneds operationer).
Vigtigst af alt for de amerikanske hærstyrker blev chefen for 2. korps — Lloyd Fredendall— fjernet af general Eisenhower og sendt afsted for at lede en træningslejr i resten af krigen. Den udbredte praksis med at overføre hærledere, som havde fejlet i kamp, til træningsopgaver i hjemlandet gjorde imidlertid intet for at de pågældendes ry eller moral. I stedet for at få en kompetent leder skulle disse enheder nu løse den vanskelige opgave med at få en ydmyget leder til at tage teten og gennemføre radikale forbedringer af de eksisterende træningsprogrammer - programmer, som i lighed med Fredendall selv, havde bidraget til de pinlige amerikanske tilbageslag i Nordafrika.
Eisenhower fik gennem generalmajor Omar N. Bradley og andre vished for at Fredendall underordnede ikke havde tillid til ham som hærfører. Den britiske general Harold Alexander sagde diplomatisk til højtstående amerikanske officerer at: "Jeg er sikker på at I har bedre folk end ham".
Mens Fredendall fik hovedparten af skylden måtte Kenneth Anderson — som overordnet leder af de britiske, franske og amerikanske styrker - tage en del af skylden for ikke at koncentrere de allieredes pansrede enheder og integrere styrker, som generalerne Harmon, Ward og Alexander bemærkede var blevet til en række tilfældige og usammenhængende enheder og kommandør. Da Fredendall fralagde sig ethvert ansvar for det dårligt udstyrede franske 19. korps og afslog franske anmodninger om støtte, ikke mindst da det var under pres ved Faïd, tillod Anderson at anmodningerne ikke blev opfyldt. Anderson fik også kritik for at trække på en af de tre kampgrupper i 1. pansrede division til en uafhængig opgave (trods ihærdige indsigelser fra dens chef, Orlando Ward og derigennem forringe divisionens mulige kampkraft.
Nyt lederskab
Den 6. marts blev generalmajor George S. Patton fjernet fra sin opgave med at planlægge den allierede invasion på Sicilien og indsat som chef for 2. korps med udtrykkelig ordre til at forbedre dets præstationer. Han arbejdede normalt direkte med Andersons overordnede, general Harold Alexander. Bradley blev udpeget til stedfortrædende korpschef og overtog 2. korps, da Patton vendte tilbage til opgaven med at planlægge invasionen af Sicilien. Fredendall blev sendt tilbage til USA og adskillige andre højtstående officerer blev fjernet eller forfremmet væk. I modsætning til Fredendall var Patton en meget direkte involveret general, som ikke var kendt for at tøve og han ventede ikke på at få tilladelse til at handle til støtte for sine enheder eller til at støtte andre enheder, som bad om støtte.
Stafford LeRoy Irwin — som så effektivt havde ledet 9. divisions artilleri ved Kasserine — blev en succesfuld divisionschef og fik senere en højere post i lighed med Cameron Nicholson fra Nickforce. Ledere fik større råderum til at bruge eget initiativ til at holde samling på deres styrker og træffe her-og-nu beslutninger uden først at indhente tilladelse ovenfra. De blev også tilskyndet til at lede deres enheder fra fronten og have fremskudte kommandoposter (Fredendall havde bygget et omfattende bunkerkompleks til sit hovedkvarter 110 km bag fronten, og besøgte kun sjældent fronten. 1. pansrede divisions Orlando Ward — som var blevet stadig mere forsigtig efter Kasserine — blev med tiden erstattet med general Harmon af Patton.
Ændringer i doktrin og taktik
Der blev gjort en indsats for at forbedre mulighederne for at tilkalde massiv artilleristøtte og luftstøtte, som hidtil havde været vanskelig at koordinere. Mens der skete en dramatisk forbedring af artilleristøtten måtte man vente til invasionen i Normandiet før problemet med nærstøtte fra luften blev løst. Man begyndte også på at lave gennemgribende ændringer i den amerikanske luftforsvarsdoktrin. Man havde lært, at mens Stuka styrtbombefly var sårbare overfor beskydning fra tunge maskingeværer havde mobile enheder og især feltartilleri behov for beskyttelse mod luftangreb. I en division var 95% af luftangrebene koncentreret om dens artillerienheder.
Der blev også lagt vægt på at holde enheder samlet i stedet for at give dele af hver division særskilte opgave, således som Fredendall havde gjort. 2. korps begyndte straks at indsætte sine divisioner som sammenhængende enheder i stedet for sende mindre enheder ud på særskilte opgaver. Da de senere ankom til Sicilien var deres styrker betydeligt stærkere.
Invasionen af Sicilien
