Niels Stenderup
Født i Klampenborg den 20. maj 1924. Student fra Sorø Akademi.
Den 29. august blev han interneret på Middelgrundsfortet, og efter hjemsendelsen fik han ansættelse som volontør i et københavnsk handelshus. Tilknyttet modstandsbevægelsen i København. Han blev anholdt den 13. februar 1944, blev i første omgang indstillet til benådning, men henrettet af tyskerne den 24. april samme år.
Kære allesammen –
For 5 Minutter siden fik jeg det endelige Resultat at vide: Ingen Benaadning; om 1½ Time sker det saa. Hvis det er jer til nogen Trøst, er jeg ikke egentlig bange, selvfølgelig havde jeg helst levet videre, men engang skal vi jo alle den samme Vej. Hvad jer angaar, saa jeg helst, I hurtigst muligt prøvede paa at glemme mig; jeg har selv levet efter det Princip. Det nytter ikke at trækkes med en afdød gennem hele Livet; men det er vel egentlig nytteløst at give Raad paa det Punkt, der kan man jo dog kun handle efter sit eget Sind, men saa tag det som et Ønske, som jeg i hvert Fald for Ingers Vedkommende kan haabe paa; hun har jo Livet foran sig.
Jeg er ked af, at jeg ikke bedre kan sige Tak for de Aar, der er gaaet, men jeg haaber, at jeg trods alt fik vist lidt Taknemmelighed. Maaske er jeg mere glad for det altsammen nu end nogensinde, for jeg føler, at det ligesom gør det lidt nemmere at dø, at man virkelig har faaet noget ud af Livet. Tak for det, baade Far og Mor og Farmor og Faster og alle.
Mor sagde, at Farmor mente, det hele havde været undgaaet, hvis hun og Faster ikke havde været i København den Dag; det er saa forkert, som det kan være. Var det ikke sket den Dag, var det sket en anden. Det vil enhver, der kender lidt til min Psykologi, kunne bekræfte!
Stort mere er der vist ikke at sige. Jeg beder jer hilse alle fra mig, som jeg har kendt.
Lev vel, og prøv som sagt at glemme.
Christian Ulrik Hansen
Født i Farsø den 26. maj 1921. Efter studentereksamen var Christian Ulrik Hansen blandt andet et par måneder på Støvring Højskole, hvorefter han begyndte at studere teologi. Aktiv i Dansk Samling. Under interneringen efter 29. august 1943 dannede han en sabotagegruppe, der blev meget aktiv. Samtidig med at han var fører for denne gruppe under Holger Danske, deltog han i sabotagen i Jylland. Det var her, han blev arresteret. Henrettet i Ryvangen ved København den 23. juni 1944.
Kære Inge!
Om faa Timer lyder en Geværsalve ud over det morgenstille Land. Naar den er døet hen, er der sat et Punktum. Dette er mit sidste Brev. Det skriver jeg til dig, fordi du – trods alt – har været den, der bedst har forstaaet mig. Jeg behøver ikke at skrive til dig, at jeg dør roligt og i Troen paa det, jeg ogsaa har levet paa.
Gud ske tak og lov. Snart er Tiden for mig og mine forbi. Saa er det dig, Inge, der skal tage fat – Kærligheden i al dens Mildhed. I hans Haand, som er Gud i Gry og Kvæld, er vi alle Redskaber.
Jeg har en sidste Bøn til dig – du ved, hvorfor jeg dør. Vil du fortælle mine Kære og Venner – ikke mindst dem derhjemme – hvorfor jeg maatte gaa denne Vej. Lad dem forstaa, at for mig var der ingen anden. ”Jeg brød for en Konge min Lanse, som kroner med evige Kranse.”
Underligt, men for mig har Døden aldrig været den kolde Istaphaand, som den er for saa mange – de fleste. Jeg har levet sammen med den længe, i det sidste Døgn saa intenst, at vi nu helt forstaar hinanden. Den er ikke mere en Fjende af Livet. Den er blot Livets Fuldkommengørelse. Livet bliver helt i den – vi møder Livet i den. Jeg vil saa nødig være uærlig her i mit allersidste Brev, men det er faktisk saaledes. Døden og Livet giver hinanden Mening og Indhold. De er begge Indledningskapitler til det nye Liv. Vi er paa Rejse – fra vore Kupévinduer stirrer vi forundret ud paa Landet, der glider os forbi. Inden vi ved af det, er vi inde i Tunnelen. Vi kan ikke se, hvad der ligger forude – blot ane det, fordi det lever i os selv.
Nu gaar jeg for sidste gang op paa Bjerget. Først ser jeg ud over det Mindernes Land, Gud i Naade gav mig i mit Liv. Et skønt Land med Dal og Bakker fagre – der er en Kirke, der er et lille dansk Bondehjem. Jeg ser jer alle, I store og I smaa, som vandred i Danmarks Rosengaard sammen med mig, som vilde kæmpe sammen med mig i Kærlighed og Troskab. Saa vender jeg Blikket mod det Land, som Gud havde bestemt, at jeg skulde se ind i: Fremtidens og Fredens Danmark, som det ligger der i Guds Vingers Skygge. Den nye Tid i det nye Danmark. Saa begiver jeg mig ud paa min allersidste Rejse til Landet ”hvor Issen ej graaner, hvor Fuglen ej dør, hvor Lykken er skinnende klar, men ej skør”.
Men I, der skal vandre ind i Landet – det nye Danmark – bøj Knæ i Solopgangen og bed til Ham, som er i Himlene, at han vil velsigne denne lille Plet paa Jorden, at han vil velsigne Korsets Tegn i Blodets Flammelue.
Kaj Munk er gaaet – saa mange andre er gaaet – nu er vi otte, der følges ad samme Vej – med det dybe Ord fra Nazareth i Mindet. – Farvel, Inge – farvel, Willi – send min Hilsen til alle Venner derude.
Gud i Vold, Christian
Marius Anton Pedersen Fiil
Født i Hvidsten som søn af den gamle kromand den 21. maj 1893. Marius A.P. Fiil var først landpostbud men overtog kroen efter faderen omkring 1935. Marius Fiil var meget hjemstavns-interesseret og havde blandt andet en krostue med museumsgenstande og med en del Blicher-minder. Havde altid været stærkt nationalt interesseret og dannede en af de første nedkastningsgrupper i Jylland, Hvidstengruppen. Marius Fiil drev sin kro mønsterværdigt og var meget afholdt på egnen. Arresteret af Gestapo den 11. marts og henrettet i Ryvangen den 29. juni 1944.
Vestre Fængsel, den 28. Juni 1944.
Saa, elskede Gudrun!
Saa er jeg beredt til Herrens Naade. Thi han vil hjælpe os alle, vi, der trænger til det, og jeg dør i den Forvisning, at I vil holde sammen om alt, hvad der er jeres, og at I vil bevare det til vor kommende Slægt, og den Slægt vil lade det gaa videre til næste Slægt, der vil vokse frem med vores Navn.
Herren være med jer, Herren bevare jer, Herren lyse sit Ansigt over jer og os alle, Fred i vor Herres Jesu Kristi Navn. Amen.
Kys fra os alle. Jeres Marius, Peder og Niels.
Hilsen og lev vel, Niels Kjær.
Kære Gudrun, Tulle, Bitten, Gerda, Ritha og Otto!
Mange smaa Ønsker for Fremtiden. Ingen, kun lidt Blomster og ingen Pragt-sten. Penge i Stedet for, til Trængende og Kirken.
Lad altid en Flagstang staa Syd for Kroen. Gør den Sten ren oppe i Haven med Verset, hold den og alt i Stand og staa sammen, Børn, om den Plet, jeg har kærest paa Jorden, den gamle Kro. Hilsen til Slagteren, Ellen, Marius og Mie, Herman og Tulle, Martin og Marie, Ejner og alle i Byen, Tante og Aage og alle Venner i Randers, Post Anthon, Bidstrup-Hadsund og ellers alle.
Gud skærme vores Hjem, som jeg aldrig ser mere.
Jeres Marius
Lennart Greve Ahlefeldt-Laurvig-Lehn
Født i Egense den 4. maj 1916. Aftjente i årene 1937-39 sin værnepligt som garderhusar og gjorde fra 1939 til 1940 tjeneste som sekondløjtnant. I 1942 underforvalter på Mørdrupgaard, derefter elev på Korinth Landbrugsskole. Fra den 1. april 1943 forvalter på Brahetrolleborg Avlsgaard. Han var en af grundlæggerne og lederne af frihedsbevægelsen på Sydfyn. Arresteret af Gestapo i Odense den 8. marts 1945, forhørt på Husmandsskolen og overført til København. Henrettet i Ryvangen den 28. marts 1945.
Onsdag den 28. Marts 1945.
Kære Onkel Andreas og Tante Ibeth.
Desværre maa jeg fortælle Jer, at jeg i Dag har været for en Krigsret og er dømt til Døden, og at min Ansøgning om Benaadning straks blev mig nægtet. For min egen Skyld gør det jo intet, jeg mister Livet for mit Fædreland, det lykkeligste, der kan times nogen Mand, men for især Fader og Moder og alle I, som holder af mig, er det frygteligt. Jeg bebrejder mig selv af og til, at jeg nogensinde har begyndt paa dette af Hensyn til Fader og Moder, men paa den anden Side er jo dog Ens Forældre ikke saa meget som Ens Fædreland, saa naar det kommer til Stykket, mener jeg, at jeg har handlet rigtigt, derfor beder jeg jer alle for min Skyld være glade, fordi jeg dør for Danmarks Sag, og ikke fortvivle, og jeg beder Tante Ibeth og Onkel Andreas hjæpe Fader og Moder dermed.
Tak for alt godt, kære Onkel og Tante, fra
Jeres Lennart
Afskedsbrev fra Henning Andersen
Kære lille Kone.
Dette er den sidste Hilsen, som du modtager fra mig paa denne Jord. Naar du læser det, er jeg ikke mere blandt de Levendes Tal. Jeg takker dig meget for den Tid, som jeg har levet sammen med dig. Det har været en god Tid, og jeg haaber at møde dig igen hos Gud i Himlen. Nu maa du være stærk, Marie, og ikke fortvivle. Vi dør ikke forgæves, stol paa det. For Børnenes skyld maa du være stærk, for skulde de miste dig ogsaa, har de jo slet ingen Støtte i Livet. Prøv og forklar dem, hvordan det hænger sammen, naar de bliver store, saa vil de forstaa det hele, og kære Mie, vil du holde deres Fars Navn rent og i Ære. Søg at faa saa meget ud af Livet, som du kan uden mig. Sælg Møllen. Det økonomiske kommer du ikke til at lide under, det er der sørget for, og det er mig en Trøst i denne Stund.
ARTIKLEN FORTSÆTTER UNDER ANNONCEN
Jeg har ikke gjort noget ondt, Marie, saa jeg kan dø med Ære. Det havde været tungere, om jeg havde tilsmudset det Navn, som du bærer, lille Kone.
Tak Lillemor. Vi skal jo alle dø engang, nu maatte jeg ikke leve længere ved din Side her paa Jorden, men der er et Liv efter det her, og saa ses vi igen.
Et sidste Farvel fra din Mand.
Paa Gensyn, Marie.
Henning
Afskedsbrev fra Lars Bager Svane
Elskede Mor!
Saa kom de Kl. er 3, jeg har 2 Timer tilbage at leve i. Jeg er saa ung, saa jeg mente, der var saa meget for mig at leve for, men jeg er ikke bange for at dø; jeg vidste risikoen, jeg løb, da jeg begyndte paa Arbejdet. Danmark vil hurtigt glemme mig, men jeg fortryder ikke, hvad jeg har gjort for mit elskede Land. Mange vil sikkert følge efter mig, men en skønne Dag er Danmark igen frit, og saa har det ikke været forgæves. Garden kan dø, men den vil aldrig forgaa.
Kære Mor, du læser hver Dag om Tusinder, der er dræbt, med største Sindsro forsøg at tage min Død med samme Sindsro, jeg er kun een af de mange. Hils Far fra mig, han kommer snart hjem, skal du se, og I skal have mange gode Aar sammen. Tak for min dejlige Barndom og alt siden. Lov mig nu, Mor, sørg ikke over mig, det er jeg ikke værd. Jeg har Feltpræsten hos mig, det gør mig tryg og rolig. Jeg vil gerne begraves fra en Kirke, og syng »Altid frejdig, naar du gaar«, især det sidste Vers har jeg forsøgt at leve efter. Jeg mente, der var saa meget, jeg vilde sige dig, Mor, men nu synes min Hjerne tom, det er der maaske ikke noget at sige til. Tak for al din Godhed imod mig i den Tid jeg har været her.
Lev vel, alle mine kære.
Jeres Lars.
Afskedsbrev fra Ejner Ole Mosolff
Kære Far, Moder og Melle!
Jeg skriver her mit sidste Brev til Jer for at takke Jer for alt det gode, I har været for mig.
Jeg er i Dag blevet dømt til Døden for mine Handlinger, men jeg er ikke bange for at dø, da jeg mener, jeg har brugt mit Liv til det bedste for Danmark. Hils alle i Familien og tak dem for alt det, de har været for mig. Mit sidste Ønske til Jer, er, at I ikke maa sørge over mig. Hvis I lover mig det, er jeg glad.
Fader, Mor og Melle, Gud skal nok holde sin Haand over Jer og skabe en god og lykkelig Fremtid for Jer. Jeg tror, vi møder hinanden efter Døden, og i den Tro gaar jeg i Døden med Fred i Hjertet. Gud være med Jer alle.
Kærlig Hilsen fra Ole.
Tilgiv mig, at jeg ikke har været, som jeg skulde. Som sidste Hilsen sender jeg min Ring til dig Melle. Gud være med dig. Ole.
Asger Lindberg Mørup blev født i Hjørring, hvor han også er vokset op. Efter sin mellemrealeksamen tog han til Sjælland, hvor han blev gift og fik børn.
Da Tyskerne besatte Danmark, gik han ind i modstandskampen.
Asger Lindberg Moerup
Asger Lindberg Mørup blev henrettet af tyskerne i 1945. Han blev 32 år.
– Under besættelsen bliver Mørup jo leder af vagtværnet i Sorø, og han kommer også ret hurtigt ind i modstandsbevægelsen. I 1944 bliver han faktisk leder af en modtagergrupper, siger Jens-Christian Hansen, der er formidlingschef hos Vendsyssel Historiske Museum.
Modtagergrupperne sørgede for, at de våben, som blev smidt ned blandt andet i de danske skove og moser, de blev bragt videre til de aktive sabotagegrupper.
Gestapo kom på sporet af Asger Lindberg Mørups gruppe, men han forsatte alligevel modstandsarbejdet.
– Han havde jo konen og en helt lille nyfødt dreng faktisk, og selvom han vidste, at der var en risiko, så valgte han at fortsætte. Han blev så taget af tyskerne under en af de her våbentransporter, og kom til Vestre Fængsel, siger Jens-Christian Hansen.
Under transporten til Ryvangen hvor Asger Lindberg Mørup skulle henrettes, lykkedes det ham at springe ud af bilen, men han blev skudt og dræbt under flugtforsøget.
Min egen elskede hustru. Jeg sender jeg det tungeste brev i mit liv, idet jeg til formiddag er blevet dømt til døden.
Du har været en god hustru, men jeg har vist ikke altid været ligeså god mod dig, som du har fortjent. Vær god mod børnene, og gift dig ikke igen. Det kan jeg ikke tåle at tænke på,
Jeg vil tænke på dig hele tiden, og jeg håber, at vi mødes engang. Jeg elsker dig min lille pige, og håber at du tilgiver mig. Det er mig der skyld i den ulykke. Farvel. De kærligste hilsner og kys til jer alle. Far,
Min elskede Sofie og Børn!
Jeg vil bede dig og Børnene om ikke at blive alt for fortvivlede over at høre dette. Du, elskede Sofie, ved, hvordan min Sag laa. I Gaar blev jeg dømt til Døden, og i Dag fik jeg at vide, at jeg skal skydes i Eftermiddag den 27. Februar 1945. Naar I elskede har modtaget dette Brev, er jeg død, og hvad jeg ejer er min lille Poul Eriks og dit, som jeg haaber, at I maa faa gavn af.
Du elskede Sofie, jeg takker dig for alt det gode, du har gjort for mig, og har jeg gjort jer noget imod, saa ved jeg, at du vil tilgive mig, og jeg ved, at du og Børnene vil tænke og bevare et godt Minde om mig.
Mit Armbaandsur skal lille Poul Erik have, saa jeg haaber, du sørger for, at han bevarer det pænt. Hils Nulle og sig, at hun skal være en god Pige, og Nina, hun er en sød Pige, som jeg ved, at du, kære Sofie, vil faa Glæde af, og jeg haaber, du giver hende en Gave til hendes Konfirmation, saa hun kan have et Minde om mig. Og saa er der lille Poul Erik, jeg tror, han vil blive en god Dreng, tænk paa mig, lille Ven, jeg, som altid elskede dig, vær god ved din elskede Mor, som jeg elskede over alt paa Jorden. Aage, hils ogsaa ham for sidste Gang fra mig.
Jeg sidder med jeres Billede foran mig til det sidste, og jeg er ikke bange for at dø. Kære, elskede Sofie, hold dig til Gud. Hils nu min lille Poul Erik og sig til ham, at jeg døde med ren Samvittighed, lev nu vel alle sammen, og hils alle, jeg kender.
Saa vil jeg slutte med de sidste og kærligste Hilsener og mange tusind Kys til jer alle,
din elskede Einar.
Farvel allesammen.
Bevar dette Brev.
Sven Christian Johannesen, 20 år Efter realeksamen i 1940, kom Sven i lære på vognfabrikken ’Scandia’ i Randers. Om aftenen gik han på maskinistskole, og i juni 1943 tog han maskinisteksamen i København.
Han deltog i illegalt bladarbejde og var leder af en sabotagegruppe i Randers.
Sven blev anholdt af Gestapo i forbindelse med sprængningen af Langåbroerne og dømt til døden af den tyske krigsret i Aarhus.
Hans fulde afskedsbrev nåede dog aldrig frem til forældrene. I brevet havde han redegjort for, hvorfor han måtte handle, som han gjorde, og tyskerne fandt brevet så overbevisende, at de beslaglagde det.
De frygtede, det ville opildne andre til at følge Svens eksempel og udøve sabotage mod den tyske besættelsesmagt.
Det lykkedes direktøren for Røde Kors at få lov til at læse brevet, og han skrev den sidste del af til Svens forældre. Der stod blandt andet:
Kære stakkels Far og Mor. Nu vil jeg sige jer, Far og Mor, saa mange Tak for alt, hvad I har gjort for mig.
Jeg ved, jeg mange Gange har gjort jer ondt, og det beder jeg nu om Tilgivelse for. Jeg har ikke gjort det i Ondskab, men kun af Tankeløshed, Trods og Egoisme.
Det har været en dejlig, dejlig Barndom, jeg har haft. Jeg ved nu, at I har gjort jeres yderste for, at jeg skulde have det godt og komme frem i Verden. Det vil jeg sige jer mange Tak for.
Ja, tidligere har jeg ikke tænkt saa meget paa Guds Tilstedeværelse, men nu tror jeg, at jeg ved, at der findes en, der styrer det hele, og naar jeg nu dør, saa er det Guds Vilje.
Jeg har lige modtaget tre Breve fra jer, Far skriver, at Gud forbyder det efter jeres Mening.
Guds Veje er ikke til at ransage, og jeg er nu sikker paa, at det er Guds Vilje, saa jeg er rolig. Jeg kan dø rolig. Jeg har lige være til Altergang.
Guds Vilje ske.
Selvom Svens afskedsbrev blev beslaglagt, lykkedes det ham alligevel at smugle en hilsen ud til sine forældre. Bag på et frimærke, han havde haft på sig i fængslet, havde han skrevet kongens valgsprog:
Min Gud, mit Land, min Ære.
Anders Wilhelm Andersen, 19 år
var også medlem af en sabotagegruppe i Randers, og efter realeksamen og handelseksamen kom han i lære i en teknisk maskin- og olieforretning.
Han var medlem af Konservativ Ungdom i Randers, tidligere medlem af FDF og blev arresteret i forbindelse med sprængningen af Langåbroerne og dømt til døden for sabotage.
I sit afskedsbrev skrev han:
Kære Far og Moder – alle sammen.
Ja, saa er det slut. Jeg fik lige at vide, at jeg ikke var benaadet. Jeg har kun to Timer at leve i. Naar I faar dette Brev, er jeg død.
Nu maa I ikke fortvivle, men se at komme over det.
Jeg ved godt, at det er haardt for jer at miste to Sønner paa et Aar - men det er Guds Vilje, og hans Veje er uransalige. Jeg haaber, at I altid vil mindes mig godt – selv om jeg ikke altid har været, som jeg skulde.
Nu maa I se at ordne det saadan, at I kan leve et stille og roligt Liv og passe godt på Erik, Preben, Inga, Ellen og Bertha – ja, hvad siger Bertha. Jeg vilde gerne have talt med hende, hun var jo den af mine Søskende, jeg holdt mest af.
Hils Hans og Hr. og Fru Møller fra mig og sig Tak for den Tid, vi har kendt hinanden, det er prægtige Mennesker, og Gud vil holde sin Haand over dem.
Med hensyn til min Chef – Rasmussen – saa hils ham og hans Kone fra mig og sig, at jeg haaber ikke, hans Tro på unge Mennesker har lidt et Knæk – jeg gjorde det ikke selv – jeg mener – det var, ligesom det ikke var mig selv – jeg skulde ud -
Min kæreste Far og Moder, først nu ved jeg, hvad kærlige Forældre betyder i Livet, har man dem, saa kan man roligt se alting i Møde – jeg ved, at de forstaar En.
Mor – Far, jeg gaar rank og rolig ind i Evigheden, jeg ved jo, at blot man tror på Gud, da har man intet at frygte. Far og mor, gid Gud vil velsigne Eder.
De sidste kærlige Hilsener fra jeres lykkelige Søn
Anders
Otto Andreas Konrad Manly Christiansen, 19 år
Otto var ansat som handelslærling på A/S Jydsk Trælastimport i Randers og medlem af en sabotagegruppe i Randers.
Han blev også arresteret i forbindelse med sprængningen af Langåbroerne og dømt til døden for sabotage mod den tyske værnemagt.
I sit afskedsbrev skrev han:
Kære Far og Mor!
Jeg vil først sige jer mange Tak for alt det gode, I har gjort for mig i den Tid, jeg har siddet her i Aarhus. Dernæst vil jeg sige jer mange Tak for alt det gode, I har gjort mod mig i hele mit Liv.
Jeg har nu til Morgen faaet Besked paa, at jeg skal dø, saa nu sidder jeg her og skal skrive mit Afskedsbrev til jer.
Mit højeste Ønske er, at I vil tage det roligt, for jeg tager det roligt, jeg har givet hele mit Liv i Guds Haand og kan kun gøre, hvad der er rigtigt, saa jeg er ganske rolig.
Mor, nu skal du ikke tabe Modet, for jeg bliver kun straffet, fordi jeg har syndet imod Gud.
Hvis I vidste, hvor jeg elsker jer og alle mine Søskende, men det har jeg aldrig tænkt paa før, saa nu maa jeg fortælle jer det.
Mor, du skal have mit Armbaandsur, og det skal du gaa med hver eneste Dag, saa vil du nemlig føle, at jeg er dig nær.
Far, du skal have alt mit Tøj, som en lille Tak for alt det gode, du har været for mig. Desuden beder jeg jer sende mine Søskende en af mine Ting, som I maa bede dem opbevare som et Minde om mig.
Nu må I endelig ikke tabe Humøret, men være glad ved, at jeg kan dø i den Overbevisning, at Gud tager mig hjem til sig.
Nu til Slut hils alle mine Bekendte og Venner
Kærlig Hilsen
Otto.
